tirsdag den 4. juni 2013

Vanuatu, Dag 1 - Scenen er sat, fiskene er der..


Dag 1 – Richard og Anthony (ejeren af Ocean Blue) samlede mig op kl.7 og fuld af spænding tog vi afsted mod Trees & Fishes resort, som er basen de næste 5 dage. Beliggende helt ned til stranden, med egen bådebro, træhytter og palmer i strandkanten er der dømt eksotisk fiskeri for alle pengene. Lidt i kontrast til det simple ydre er to fuldt udrustede fiskemaskiner med radar, 2x250hk yahama motorer og alt hvad man kan ønske sig af lir forankret til bådbroen. Richard og jeg skulle fiske uden Alan i dag, da Richard havde lejet båden en ekstra dag ud over de sædvanlige 4 dages fiskeri og inviteret mig med. Vi brugte den første time eller to efter blue marlin, wahoo og dolphin fish (mahi mahi), hvilket var en lidt sløv affære. Ikke desto mindre fik både Rich og jeg fisk. Jeg fangede min første Wahoo på popper fisket i dørge-mode. Det var noget af en fight på let grej og en fisk på omkring 12-13kg. Rich fik ligeledes en fin wahoo i forbindelse med dette sats. Efter et stykke tid, og ca 15-20 landede agnfisk senere, gik turen længere ud til et par øer ca 15 sømil fra land, hvor målet primært var dogtooth tunas. De er ret svære at fange skal jeg hilse af sige. De har (sjovt nok) ret modbydelige og skarpe tænder og minder mest af alt (sjovt nok) om en stor kamphund klar til at bide dig midt over. Det er så mest linen de bider over, selvom der bruges 1.0mm forfangsline. Derudover er de ret hidsige og fanges over lavt vand. Det betyder at de ret nemt sætter sig i bunden, hvis altså ikke de bliver offer for en af de mange slags store hajer, der ligeledes holder til i disse vande. Summa summarum – dårlige odds. Vi fik alt i alt kroget 7 og fik 1 (hel) fisk. Jeg fik æren af turens første ”doggie” og selvom den ikke er blandt de største (omkring 18kg), er det stadig PB og fuck de fighter vildt. Endelig fik både Rich og jeg australsk pike og begge fisk var omkring 12-13kg. Vejret i dag var en blæsende affære med vind omkring 12-14ms (nej -> ingen robby dobby). De mener at vejret i morgen bliver bedre og med endnu bedre chancer for fisk.

Efter en lang, men spændende tur på vandet, ventede Anthonys kone Angele med kolde drinks, varme håndklæder og lidt snacks. Efter et varmt bad, serverede hun tre retters menu, med røget blue marlin, entrecote og is til dessert. Vi topper den lige med god Bordeaux rødvin og delikatesse chokolade fra Sydney (Rich ejer et delikatessevirksomhed med speciale i chokolade og har taget 1,5 kg med J). Det er sgu høj klasse.     


4 kommentarer:

  1. Sååådan Tommy - Doggie på day one!

    Og flot at du ikke lavede Rubby Dubby på trods af store bølger! :) ;-)

    Glæder mig til at følge med de næste dage!!!

    Nyd det baby:)

    SvarSlet
  2. Tillykke med den flotte start Tommy! Gi' den gas!
    Cremebassen

    SvarSlet
  3. Tillykke, Tommy. Dejligt med opdateringer dernede fra!

    SvarSlet